Vedtægter

Vedtægter for Samsø Fitnesscenter

 §1 Navn og Hjemsted
Foreningens navn er Samsø Fitnesscenter. Foreningen er hjemmehørende på Samsø, Samsø Kommune.
Foreningen udøver sit virke i Samsø Kommunes lokaler,  beliggende på Pillemarksvej 1, 8305 Samsø.

 §2 Formål
Foreningens formål er via Fitnesscenter, motions- og kredsløbstræning samt indoor cycling, at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel, samt styrke det sociale netværk mellem øens borgere på tværs af køn, alder og fysisk formåen, primært for personer over 15 år.

Alle instruktører i Samsø Fitnesscenter skal være velkvalificerede/uddannede. Der indhentes børneattester på alle instruktører.

§3 Medlemskab og kontingent
Alle, der anerkender og aktivt vil arbejde for foreningens formål, kan blive medlem af foreningen. Medlemskabet træder i kraft, når kontingentet er betalt. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen. Opkrævningsmåden fastsættes af bestyrelsen.

Som medlem af foreningen er brug og salg af stimulerende midler, anabolske steroider eller anden form for doping forbudt. Overtrædelse af dette forbud medfører omgående eksklusion og politianmeldelse.

Bestyrelsen kan skriftligt ekskludere et medlem, såfremt medlemmets opførsel strider mod foreningens vedtægter og værdier eller skader foreningens omdømme. Eksklusionen kan af medlemmet ankes til førstkommende generalforsamling, hvor eksklusionen skal vedtages med over halvdelen af de fremmødte medlemmer.

§4 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Generalforsamlingen afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved opslag med dagsorden på hjemmesiden.

Bestyrelsen skal fremlægge forslag til sammensætning af bestyrelsen for det kommende år, samt forslag til revisorer.
Bestyrelsens forslag skal være kendt via foreningens hjemmeside senest 8 dage før generalforsamling.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før. Endelig dagsorden inkl. bilag offentliggøres på foreningens hjemmeside 8 dage før.

Dagsorden skal omfatte mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og stemmetællere
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne foreningsår til godkendelse
  3. Regnskabet til godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Godkendelse af handlingsplan og budget for kommende år
  7. Valg til bestyrelsen for 2 år (1 medlem på valg på ulige år og 2 på lige år)
  8. Valg af én suppleant for 1 år
  9. Valg af 2 revisorer for 2 år (skiftevis på valg)
  10. Valg af revisorsuppleant for 1 år
  11. Eventuelt

Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Alle medlemmer, der er fyldt 15 år har stemmeret. Alle medlemmer under 15 år kan stemme ifølge med en forældre. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal, dog kræver vedtægtsændringer 2/3s flertal.
Der stemmes ved håndsoprækning, dog skal der være skriftlig afstemning, hvis min. 3 ønsker det samt ved kampvalg.
Der føres referat over generalforsamlingens beslutninger, som efterfølgende godkendes af dirigenten.

Alle, der er fyldt 18 år, er valgbare til bestyrelsen.

§5 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan altid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst 50 af medlemmerne skriftligt fremsætter krav om det med afgivelse af dagsorden.

Generalforsamlingen afholdes senest 6 uger efter modtagelsen af begæringen. Indkaldelsesvarsel, afstemningsregler m.v. er som til ordinær generalforsamling.

§6 Bestyrelsen
Bestyrelsen med stemmeret består af 3 personer. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og konstituerer sig selv på første møde efter generalforsamlingen med en formand, næstformænd, sekretær, en økonomiansvarlig/kasserer og en kommunikationsansvarlig. Den økonomiansvarlige/kassereren kan vælges blandt bestyrelsen, men også udpeges udenfor bestyrelsen. Udpeges vedkommende udenfor bestyrelsen, har vedkommende ikke stemmeret.

Bestyrelsen udarbejder sin egen forretningsorden og er kun beslutningsdygtig, når mindst 2 medlemmer er til stede til bestyrelsesmøderne. Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper og udvalg efter behov.

Bestyrelsen kan ikke bestå af flere fra samme husstand, som fx ægtefæller eller samlevere.

Suppleanten indtræder for den resterende del af det afgåede bestyrelsesmedlems funktionsperiode. Genvalg kan finde sted.

§7 Tegningsret
Foreningen tegnes af to bestyrelsesmedlemmer – dog skal alle økonomiske dispositioner over kr. 10.000 samt optagelse af lån eller salg af udstyr godkendes af hele bestyrelsen. Foreningens bestyrelse og medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens forpligtigelser.

§8 Regnskab og revision
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Den økonomiansvarlige/kasseren skal senest 14 dage før generalforsamlingen aflevere regnskabet til de valgte revisorer. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med både revisorernes og bestyrelsens godkendelse med deres underskrifter.

De to revisorer, der vælges for 2 år ad gangen, skal hvert år gennemgå regnskabet og udvalgte bilag samt påse at beholdningerne er tilstede.

Desuden skal revisorerne vurdere om bestyrelsen har anvendt foreningens midler efter hensigten samt påse at Folkeoplysningslovens forskrifter overholdes.
Revisorerne har altid i løbet af året ret til at efterse regnskabet og beholdningerne.

§9 Vedtægtsændringer
Ændringer af vedtægter kan ske på enhver generalforsamling – almindelig eller ekstraordinær – når mindst 2/3 af de fremmødte er for forslaget, og medlemmerne er gjort bekendt med ændringsforslagene.

 §10 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at 2/3 af foreningens medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en general-forsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal medlemmer der er til stede.

I tilfælde af opløsning skal foreningens aktiver henstå i Samsø Kommune, indtil der igen opstår en forening på Samsø med samme formål som Samsø Fitnesscenter.
Såfremt dette ikke sker inden for 5 år, skal midlerne anvendes til almennyttige idrætslige formål på Samsø.

Godkendt og senest revideret på generalforsamlingen, den 21. marts 2022